Denne butik er kun til demonstration. Ordrer vil ikke blive behandlet.

Il Marroneto

Il Marroneto

Passion og tradition hos en af de bedste i Montalcino

Il Marroneto er, i modsætning til sit kæmpestore renommé, et ganske lille vinhus med en samlet produktion på blot ca. 35.000 flasker årligt. Vinhuset, der er gået hen og blevet et rigtigt kult-hus, er drevet med stor passion af den ambitiøse og karismatiske winemaker, Alessandro Mori. Det er beliggende lige udenfor den gamle bymur omkring den idylliske by Montalcino, helt præcist på den nordøstlige side af Montalcino-bjerget i ca. 350-400 meters højde. Fra terrassen har man frit udsyn til Sienas tårne i det fjerne.

År efter år frembringer Il Marroneto ultra-traditionelle, non-intervention Brunello di Montalcino og Rosso di Montalcino på allerhøjeste niveau, sådan som vinhuset har gjort det med dets klassiske Brunello’er siden begyndelsen af 1980’erne.

Alessandro Mori’s respekt for terroirets særegenhed viser sig tydeligt i hans vine, som er tro mod den tradition og jord, hvori en af Italiens mest ædle vine har sin oprindelse.

Vinstilen er raffineret, med tydelig floralitet, god - men ikke for stor - koncentration, og en stærk mineralsk personlighed. Stilistisk ligger vinene et stykke fra de mere fyldige, modenfrugtige versioner fra de varmere Montalcino-zoner i syd som fx Sant'Angelo Scalo eller Castelnuovo dell'Abate.

Elskere af Il Marroneto går efter levende, præcise og rene eksempler på monovarietal Sangiovese, og netop heri ligger forklaringen på, at kyndige Brunello-fans verden over anser Il Marroneto for at være blandt en lille håndfuld af de allerbedste producenter i Montalcino.  

Produktionsfilosofien er oldschool og organisk funderet; der anvendes ingen kemi i mark eller kælder, vinene spontangærer udelukkende, der anvendes ingen temperaturkontrollerede tanke, der anvendes kun sulfitter i uhyre begrænsede mængder (ved aftapning), og vinene er hverken klarede eller filtrerede. 

Topvinen "Madonna delle Grazie" sælges i forsalg, og er som regel udsolgt før den lander på lager hos os.
Skriv derfor til os på distinto@distinto.dk, hvis du ønsker at blive skrevet på vores forsalgsliste og få muliged for at slå til, når vinen udbydes.

Baggrundshistorien

Giuseppe Mori, som var advokat i Siena, erhvervede sig i 1974 en lille historisk landejendom fra 1246, beliggende lige udenfor Montalcinos gamle bymur. På dette tidspunkt var vintypen Brunello di Montalcino endnu ikke rigtigt blevet en ting, og navnet Il Marroneto eksisterede ikke. Men Giuseppe Mori nærede stor passion for vin, var nysgerrig af natur og besluttede sig, mest for sjov, at forsøge sig med vinfremstilling.

Mori-familien begyndte derfor at eksperimentere, og Giuseppe Moris to sønner Andrea og Alessandro udviste straks stor interesse og nysgerrighed for farens nye hobby. Sammen begyndte de at beplante Sangiovese (i årene fra 1975-1984), og søgte råd og ekspertise hos den nære ven af familien, Mario Cortevesio, en stor Sangiovese-kender og arkitekt bag nogle af Chianti-distriktets allerbedste vine.

I 1980 høstede sønnerne Alessandro og Andrea Mori druerne til Il Marronetos allerførste aftapning af Brunello di Montalcino. Den første bottling lød på i alt sølle 1.855 flasker, men i 1982 var produktionen steget til 2.555 flasker, og i 1984 blev de sidste stokke sat. Klonerne var udvalgt i samarbejde med universitetet i Pisa. I disse år udviklede legen sig til noget mere seriøst, og på dette tidspunkt kiggede Cortevesio Alessandro Mori i øjnene:
”Alessandro, du og din bror er ved at kaste jer ud i vinfremstilling som om det var en leg. Men vinfremstilling er en meget alvorlig leg. At fremstille vin på Sangiovese, betyder at man laver vin som vores store forfædre har drukket: Leonardo da Vinci, Giotto og Boccaccio… De har alle lavet deres største værker under indflydelse og med inspiration af Sangiovese. Menneskene, men også druen, som har gennemgået 3000 års evolutionær tilpasning til vores område, skal have den højeste respekt. At udvise vinen respekt, betyder også at man viser den der drikker den respekt. Renhed er det vigtigste; I jeres hjerter og i jeres kælder.”

Mario Cortevesio var også nær ven af en af Sangiovese-druens største vinambassadører, Giulio Gambelli. Dette venskab betød, at Giulio Gambelli blev konsulenten som Alessandro Mori senere kom til at trække på, og som var en af hans store mentorer. Gambelli, som døde i 2012, nåede af fremstille op mod 70 årgange, og var kendt som en af Italiens dygtigste smagere og winemakere af Sangiovese. Han var bl.a. manden bag Gianfranco Solderas ”Case Basse” Brunello og Montevertines Chianti Classico.

 

Få et glimt af udsigten fra Il Marroneto i videoen fra vores kundetur i maj 2018:


 

Anmelderrost samler-objekt

Årgang 2010 er en stor årgang i Montalcino, og det gælder ikke mindst for Il Marronetos topvin, Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie", som Robert Parkers The Wine Advocate gav de maksimale 100 points - som kun den 5. italienske vin i historien. Årgang 2012 fulgte op med 99 points, og gennemsnitlig bedst anmeldte Brunello blandt alle internationale topanmeldere. Wine Enthusiast kårede i december 2017 desuden Il Marroneto Brunello di Montalcino "Madonna delle Grazie" 2012 som 12. bedste vin i verden!

Den store opmærksomhed har for alvor fået anmeldere og vininteresserede verden over til at få øjnene op for Il Marronetos suveræne vine, og gjort Alessandro Mori til en både højt respekteret og meget travl vinbonde.

Som Alessandros samarbejdspartnere gennem mere end 14 år, er vi meget glade på hans vegne over de flotte anmeldelser og naturligvis stolte over at kunne præsentere hans vin i Danmark.

Vis som Gitter Liste

3 varer

pr. side