Denne butik er kun til demonstration. Ordrer vil ikke blive behandlet.

San Polino

Biodynamisk, small-scale Brunello af højeste kvalitet

San Polino er et old school-funderet vinhus, en ægte "artigianale" producent, hvor håndværket kommer i forreste række. Produktionsmetoderne er kendetegnet ved manuelle processer, og produktionsfilosofien udspringer af biodynamiske principper.

Vinhuset er ejet og drevet af parret Luigi "Gigi" Fabbro og britiske Katia Nussbaum som begyndte at fremstille vin i 2001 ud fra devisen: Først skaber vi den bedst mulige vin, dernæst finder vi ud af, hvordan vi sælger den. Der er med andre ord fokus på autenticitet hos San Polino, som var det første certificerede økologiske vinhus i Montalcino.

Luigi har foruden en baggrund i kemi og computervidenskab, studeret biodiversitet i Amazonas-junglen, hvilket måske kan forklare parrets tro på naturlige processer i vinfremstillingen. Gigi og Katia blander sig så lidt som muligt i de naturlige processer i marken, såvel som i kælderen, og sørger i stedet for at give naturen de bedst mulige betingelser. Den naturlige proces betyder, at vinene udvikler individuelle udtryk, som repræsenterer regionen, terroir og årgang. Det er vine med dybde, kraft og en flot ekspressiv kompleksitet.

San Polino ligger i 400-450 meters højde, sydøst for Montalcino nær Castelnuovo dell'Abate i Val d'Orcia og råder over ca. tre hektarer vinmarker foruden halvanden hektar oliven. Vinmarkerne ligger på sydvendte skråninger ned mod floden Ribusuoli, og får derfor masser af sol, mens jordbundens sammensætning giver en fin balance mellem effektivt dræn og god fugtighed.

Der dyrkes udelukkende Sangiovese Grosso, som tilses, beskæres og plukkes ved håndkraft. I kælderen benyttes en naturlig gæringsproces sat igang af de naturligt forekommende gærkulturer på druer og i det lokale miljø.

Vinene lagres på store træfade af slavonsk eg, med rumindhold på mellem 2600 og 3800 liter. Ud over en smule sulfitter, tilsættes kun passionen for god vin under fremstillingen. Der er med andre ord tale om natural wine making, men med et helt rent og klassisk udtryk.

Under vores besøg på gården i foråret 2018, blev det meget klart for os, at San Polino Brunello'er ikke alene er vine, der udvikler sig fænomenalt over tid, men også er vine der skal bruge tid. Det var efter vores fadprøvesmagning og efterfølgende vertikal-smagning helt tydeligt, at vinene har en stejl opadgående udviklingskurve, selv i mindre gode årgange, og det var også helt klart den ældste vin på aftenen, en Riserva 2004, der stod som det absolutte højdepunkt.

Vi anbefaler derfor, selvom om vinene også drikker fantastisk allerede når de frigives, at man altid køber, så man har til mindst 10 år frem. Magien opstår for alvor down the lane.